Fra d. 16-20. februar var en håndfuld af Ordets skribenter på plads ved årets udgave af filmfestivalen i Berlin, som endelig kunne finde sted fysisk igen. Den 72. udgave af festivalen bød, som enhver anden, på overraskelser, skuffelser og nogle stærke filmoplevelser. Herunder kan du læse om nogle af de film, vi fik set.
About Joan (À propos de Joan)
Laurent Larivière, 2022, FR
I blot sin anden film har den franske instruktør Laurent Larivière scoret ingen ringere end den mesterlige Isabelle Huppert i hovedrollen som Joan; en kvinde hvis livshistorie fortælles gennem fragmenterede minder.
Desværre formår det banale manuskript ikke at udnytte Hupperts fulde kapacitet. Første akt er til tider decideret bizart med den ene malplacerede scene efter den anden. Især flash back-scenerne fra Joans ungdom føles ligegyldige.
Som historien udfoldes, forstår man, at filmen skal fungere som et puslespil af abrupte minder oven i hinanden, hvilket til dels undskylder den uforståelige begyndelse. Målet er sandsynligvis en aha-oplevelse, da brikkerne til sidst falder på plads via et fladt plot twist.
Desværre vejer hverken slutningen eller Hupperts stærke præstation tilstrækkeligt op for en rodet oplevelse, der efterlader én mere frustreret end tilfredsstillet. – Anna Lauritsen
Flux Gourmet
Peter Strickland, 2022, UK/USA
En gruppe sonic-caters er på et udviklingsophold, hvor de skal forfine deres performancekunst, som går ud på at modificere lyde af madlavning for at skabe overvældende optrædener. Det er præmissen for Peter Stricklands black-comedy-horror Flux Gourmet. Hvis du synes, det lyder absurd, så er det fordi, at det er det.
Langt størstedelen af tiden gør det dog ikke noget, da Strickland lykkes med at skabe en uforudsigelig verden af skabagtigheder, hvor man ikke kan andet end at grine med. Et bredt cast af outsiders, der inkluderer Asa Butterfields karakter, Billy, med en fetich for at få klemt sine nipples, giver historien hjerte og sørger for, at det ikke ender i rendyrket galskab.
Gruppens kunstinstallationer giver gode muligheder for en unik æstetik, som særligt udnyttes gennem filmens fantastiske lyddesign. Det skaber en uhyggelig stemning, når lyden af deres madlavning forvrænges så voldsomt, at det skærer i ørerne og ens sanser overvældes.
På trods af, at det til tider bliver absurd for absurditetens skyld, er Flux Gourmet så sjov, velskrevet og æstetisk imponerende, at man er engageret i dens verden og karakterer hele vejen igennem. – Joakim Søgaard
Fire (Avec amour et acharnement)
Claire Denis, 2022, FR
Med den passende titel Fire er auteuren, Claire Denis, tilbage med et slow burn af en film, som på alle måder oser af fransk drama. Gennem passion, vrede og indre længsler fortælles historien om et vaskeægte trekantsdrama: en kvinde fanget mellem hendes partner og samlever gennem 10 år, og hendes tidligere elsker, som hun tilfældigt genforenes med.
Den vidunderlige franske lidenskab må man dog lade sig vente på; den første time af filmen bygger ekstremt langsomt op, mens det udfoldes, hvordan de tre karakterers relationer hænger sammen. Formår man dog at hænge i, forløses spændingen i en forbløffende stærk tredje akt. Dette skyldes især de overbevisende hovedrollepræstationer af to sværvægtere inden for fransk film: Juliette Binoche og Vincent Lindon.
I længden kan det være svært at finde sympati eller ræsonnement for karakterernes bedrageriske handlinger, men ikke desto mindre har Claire Denis skabt et solidt portræt af to personer i deres følelsers vold. – Anna Lauritsen
The Outfit
Graham Moore, 2022, UK
Når jeg sætter mig i biografsædet og lyset dæmpes, så håber jeg altid på, når filmen er slut, at der kun er positive ting at viderefortælle. Desværre er det ikke altid sådan.
Graham Moores instruktørdebut The Outfit med Mark Rylance i hovedrollen som en ældre, erfaren skrædder i Chicago i 1950’erne, forsøger at revitalisere gangsterthrilleren på alle de forkerte måder.
Skrædderen Leonard befinder sig pludseligt på dybt vand, da en gangster begår et mord i hans butik. Filmen består af et klichefyldt miskmask af plottwists, endimensionelle karakterer og middelmådig dialog, der gør The Outfit forbavsende forudsigelig og uforudsigelig på samme tid.
Historien vrider sig frem og tilbage som en halveret regnorm, og den sidste del af filmen føles som en mekanisk gennemgang – uden følelser eller fokus – af de nærmest kvælende ulogiske plottråde.
Under filmen spurgte jeg mig selv om, hvorfor jeg tog ind for at se denne film, hvorfor jeg bliver siddende, og hvorfor er jeg ikke gået ud af biografen endnu. Man håber altid det bedste, når man sætter sig i biografsædet – så må man også leve med, at man til tider bliver skuffet. – Christian Hejbøl
The Passengers of the Night (Les passagers de la nuit)
Mikhael Hërs, 2022, FR
Fransk film var der, øjensynligt, ingen mangel på ved årets Berlinale, og Mikhael Hërs’ The Passengers of the Night var måske den bedste. Undertegnede var i hvert fald tryllebundet af den poetiske fortælling om den nyligt skilte Elisabeth (Charlotte Gainsbourg), som forsøger at navigere i nyt job og en svær familiesituation.
Gainsbourg er fuldstændigt overbevisende og brillerer i hovedrollen, hvor Elisabeth konstant finder overskud til nærvær og sympati trods personlige problemer. Filmen er dog også en rørende ode til 80’erne, og den betagende billedside blander på smuk vis digitale optagelser med filmoptagelser. Det hele krydres med et perfekt sammensat soundtrack, der kombinerer popbaskere med Anton Sankos meditative score.
Det er ikke synderligt nyskabende, og The Passengers of the Night lider da også lidt af nogle ret stereotypiske karakterer, som man føler, man har set før. Men hold nu op, hvor er det en stærk biografoplevelse – man efterlader salen med et smil på læben og et par tårer i øjenkrogen. Et af festivalens absolutte højdepunkter. – Benjamin Damon
Kommentarer